Follow:

En pludselig blødning

En pludselig blødning

Hold op hvor bliver man bare ekstra sårbar når man er gravid (og nok også når man har børn). Der skal ikke altid så meget til at man kommer til at gå lidt i panik. Nu lyder jeg som en total hysterisk gravid. Men det synes jeg nu egentlig ikke jeg er. Tilbage i januar fik vi os noget af en forskrækkelse som har sat sine spor.

“Er du ved at få en abort så er det sådan det er”

Man får af vide at det er helt normalt at man får en pletblødning under graviditeten og det er ikke noget at være bekymret for, så længe det er mindre end en 5 krone. Men når man så går på toilet og opdager at man bløder ret kraftigt og i en mængde man ville forbinde med sin menstruation. Så bliver man ærligt rigtig bange og bekymret. Jeg havde dog ingen smerter. Jeg synes egentlig selv at jeg tog det ret roligt og kontrolleret. Et bind i trusserne og et opkald til jordemoderen. Jeg havde en lang snak med jordemoderen ude på fødegangen omkring min oplevelse, men fordi jeg på daværende tidspunkt ikke var over 18 uger henne, blev jeg henvist til vagtlægen (det er standard procedure). Men vagtlægen ved sjældent ret meget om graviditeter, i hvert fald slet ikke i sammenligning med en jordemoder. Vagtlægen jeg kom ind til var meget professionel, men ikke særlig omsorgsfuld, hvilket selvfølgelig heller ikke er deres job. Men at få af vide at, ”hvis du er ved at få en abort så er det sådan det er, og det eneste vi kan hjælpe dig med er at skrabe resterne ud”. Ehm okay… chok! Jeg er ikke naiv så jeg er da godt klar over at det er sådan det er. Men der er virkelig mange måder at sige tingene på!

Vi fik dog en tid dagen efter til en scanning for at tjekke at, alt var som det skulle være. Sådanne ting sker altid en søndag aften hvor der ikke er ret meget personale, selvfølgelig. Men vi tog hjem og forsøgte at forholde os i ro, for vi kunne jo som sagt hverken gøre fra eller til. Og blødningen var som sådan også stoppet igen. Jeg havde dog meget svært ved at falde i søvn, men ender dog alligevel med at sove til sidst. Da jeg så står op for at tisse et par timer efter, midt om natten, kommer det igen. En blødning mere, lige der midt om natten. Jeg har aldrig i mit liv været så bange og ked af det på en gang. Og lige der midt på badeværelsesgulvet braste jeg fuldstændig sammen. Jeg troede ærligt at vi havde mistet vores barn, som for vores vedkommende i forvejen har været en kamp at få. Jeg har nok givet min kæreste et kæmpe chok, for han vågner af at han kan høre mig græde og kan ikke umiddelbart mærke at jeg ligger ved siden af. Jeg er ikke i tvivl om at han bliver verdens bedste far. For han fik mig ind i seng og brugte 2-3 timer på at nusse mig indtil jeg endelig var holdt op med at græde og faldet i søvn.

Det var med bange anelser og lidt for høj puls at vi næste dag kørte mod sygehuset. Og efter at måtte vente yderligere 45 minutter for at komme ind, sad nerverne altså uden på tøjet. Vi kommer ind og jeg bliver undersøgt. Men de kan ikke umiddelbart se hvad der har forårsaget blødningen. Men det de kan se er at vores lille barn har det godt og hjertet slår som det skal. Der græd jeg lige lidt mere. For det var faktisk det vigtigste. At vores lille barn stadig var levende og havde det godt. Så vi blev sendt hjem med beskeden om at hvis jeg fik smerter og frisk blødning så skulle vi komme igen.

Men…

Vi nåede kun lige at trække vejret i en uge. For så startede det igen. Endnu en gang var det i en weekendaften, og vi måtte endnu en gang en tur forbi sygehuset den først kommende hverdag. Denne gang blev de dog enige med sig selv om at, det højst sandsynligt var min moderkage som lå ned foran livmoderhalsen og som godt kan afgive en større mængde blod. Ikke noget vi skulle være bekymret for. Men det kan man jo ikke lade være med. Det eneste positive vi fik ud af den oplevelse var, at vi fik lov at se vores kommende barn to gange mere end hvad man normalt gør. Sådan en lille scanning kan gøre meget for at man får lidt mere ro i maven. Men det har stadig været sådan at jeg det første lange stykke tid efter, var næsten rædselsslagen for at gå på toilettet (og egetlig stadig er det lidt). For tænk nu hvis det kom igen.

Jeg har ikke umiddelbart et budskab med min historie som sådan. Andet end at jeg synes vi skal blive bedre til at være åbne omkring nogle af de svære ting som sker i livet. Livet er ikke kun et glansbillede man ser på instagram, det rummer meget mere. Det blev jeg lige mindet om den anden dag, da Emily Salomon delte sin historie om spontan abort. Og selv om det på ingen måde er det samme, så er det bare vigtigt at vi får talt om de ting som også er svære her i livet.

Share on
Previous Post Next Post

You may also like

3 Comments

  • Reply Rikke Kit Andersen

    Åhr… det er så hårdt. Jeg har prøvet det samme, og kan huske at jeg var sikker på, at jeg havde mistet min 2. søn efter en voldsom blødning – han er 8 år i dag :-). Sejt du deler:-). Og kæmpe held og lykke med den lille i maven :-).

    11/02/2019 at 20:55
    • Reply admin

      Dejligt at høre at alt trods alt blev godt! Og tak! Vi glæder os meget til vores lille baby kommer ud til sommer 🙂

      14/02/2019 at 13:02
  • Reply Frejjack - Fra vendingsforsøg til kejsersnit - Frejjack

    […] Læs også: En pludselig blødning […]

    20/06/2019 at 06:02
  • Leave a Reply