Follow:

Graviditet er ikke en dans på roser

graviditet-er-ikke-en-dans-på-roser

I fredags var der præcis 2 måneder til termin. Og det kan næsten kun gå for langsomt. Både fordi jeg virkelig glæder mig til at holde vores lille pige i armene, men også fordi at jeg efterhånden er plaget af så mange smerter og andet lækkert der følger med en graviditet, at det ikke er til at overskue mere.

Jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange gange jeg har fået at vide, at graviditet ikke er en sygdom. Og nej det er det heller ikke. Men der er rigtig mange hormoner i kroppen og dermed også en masse ting som ændres sig for, at kroppen kan skabe et lille liv. Nogle gange mærker den gravide ikke det store til det og andre gange så føles det som at blive ramt i baghovedet med noget meget hårdt. Det her kommer til at lyde som den vildeste klage sang og som om jeg ikke er taknemlig eller glad for det lille liv der vokser inde i min mave, og det er det måske også (så er I advaret). Men det er samtidig et forsøg på at fortælle at graviditet ikke er en dans på roser og måske ikke er den fedeste oplevelse for alle. Der var for nylig en som sagde til mig at hun håbende jeg huskede at nyde tiden mens den var. Hmm det er en skøn tanke og jeg ville også ønske at jeg kunne det, men det er svært når man har så mange smerter som jeg har.

Bækkensmerter

Jeg har nu siden uge 22, altså halvvejs i min graviditet, haft bækkensmerter. Til at starte med var det egentlig kun når jeg havde lavet for meget fysisk, altså hvor jeg havde gået eller stået i for mange timer. Men efterhånden har tingene kun udviklet sig og det er desværre ikke til den positive side. Jeg har flere og flere smerter for hver dag der går. Hvilket betyder at jeg efterhånden er ret fanget i vores lejlighed, da bare det at skulle ned af trappen fra 3. sal kan føles som et uoverskueligt projekt. Jeg har rigtig ondt i løbet af dagen hvilket gør det svært at lave ret meget, når bare det at skulle bukke sig ned kan være forbundet med smerte. Men nætterne er næsten de værste. Alle der har prøvet at have ondt et eller andet sted ved at man bliver utroligt træt af at have ondt hele tiden. Og det gælder også for bækkensmerter. Men selv om jeg er uendelig træt hele tiden, så har jeg svært ved at sove på grund af smerter og kan kun ligge på den ene side i maks 2 timer, før jeg er nødt til at vende mig. Hvilket i sig selv er et projekt når det mindste vrid i hofter og bækken føles som om det hele er ved at blive trukket fra hinanden. Efter sådan en nat hvor jeg har skulle vende mig en 4-5 gange, og også skulle op og tisse, er det ikke meget ordentlig søvn man får sig. Og ofte kan jeg slet ikke sove på grund af smerterne.

Jeg synes efterhånden jeg har prøvet alt muligt; bækkenøvelser, rebozo øvelser, yoga og fysioterapeut. Men da min fysioterapeut kiggende på mig og sagde at der simpelthen ikke var noget hun kunne gøre for mig, andet end at jeg måtte prøve at slappe af og mærke efter. Så har jeg nok givet lidt op og forsøger så vidt muligt at, lave så lidt som muligt, som kan være forbundet med smerte. Hvilket næsten kun betyder at jeg kan ligge i min seng eller min sofa. Skæbnen vil dog, at nu også er begyndt at få ondt i ryggen, hun er efterhånden også ved at være stor, så jeg kan heller ikke sidde i den samme stilling ret lang tid ad gangen før jeg får ondt. SUPER! Så ja, efterhånden glæder jeg mig mest bare til hun kommer ud. Så jeg kan få min krop for mig selv. For det er da hyggeligt at hun ligger derinde og bevæger sig så man kan mærke det lille liv, men det behøves ikke være den helt store fest kl 4-5 stykker om natten.

De ting vi ikke siger højt

Derudover er der de ting man måske ikke taler så meget om, som også følger med. Hævede kirtler i næsen, som gør at man ikke kan trække vejret igennem næsen. Forstoppelse med dertil hørende smerter, som bestemt ikke er en god kombination med en baby der sparker. Sved. Hold op hvor begynder man at svede meget og uhæmmet, helt uden at kunne styre det. Våde/fugtige trusser. Det er en ting, sorry! Men kroppen har sin helt egen mekanisme, så man kan have perioder, eller bare hele tiden, hvor man har meget udflåd. Det gør at man bare har fugtige trusser hele tiden, og det er bare ikke hverken rart eller særlig lækkert.

Det er svært at føle sig tilpas i en krop som opføre sig sådan. Jeg kan nok allerede sige nu, at graviditet det er ikke noget for mig. Nogen synes det er hyggeligt og fantastisk og det er virkelig dejligt for dem. Men det er ikke lige fedt for alle. Men på trods af at jeg virkelig ikke synes det er fedt, så er jeg ikke et sekund i tvivl om at det er det hele værd. Og at jeg selvfølgelig vil gå det hele igennem igen, får at få et barn mere. Meeen det skal nok lige gå lidt tid.    

Følg mig via FaceboookBloglovin og Instagram @Frejjack

Share on
Previous Post Next Post

You may also like

1 Comment

  • Reply Frejjack - Ting du ikke orker at høre som gravid - Frejjack

    […] det kan faktisk godt være svært at nyde noget som virkelig er smertefuldt. Og som jeg skrev i mit tidligere indlæg, så er det bare ikke alle der synes det er lige fedt at være gravid og det skal der også være […]

    15/05/2019 at 11:18
  • Leave a Reply