Follow:

Fra vendingsforsøg til kejsersnit

Tingene går ikke altid helt som håbet. Som en sød veninde sagde til mig da hun hørte om det jeg nu vil fortælle var, “hvad har I snart ikke prøvet i den her graviditet?”. Lige nu føles det ret spot on. Vi har virkelig været igennem nogle trælse forløb i forbindelse med min graviditet. Men vi har heldigvis også sluppet for nogle af de rigtig uheldige ting, som svagerskabsforgiftning.

Jeg har vist ikke fået berettet for jer at vi igennem hele graviditeten er blevet fulgt tæt af scanninger da der har været problemer med navlestrengen. Eller det vil sige de har været bekymret over at den ikke sad fast midt i moderkagen som den normalt ville gøre. Men derimod meget yderligt imellem moderkage og livmoderhinden. Samtidig har den siddet ret tæt på selve livmoderhalsen og dermed selve fødselskanalen. Begge dele kan give nogle komplikationer. Først og fremmest var de usikre på om hun ville få næring nok når navlestrengen sad som den gjorde. Derudover har de været lidt bekymret for om navlestrengen ville kunne komme i vejen når hun skulle ud. Men alt har umiddelbart gået som det skulle. Hun er vokset fint og navlestrengen har flyttet sig lidt så der var mere plads ned til åbningen.

Vi har i løbet af de scanninger vi har været til, ret hurtigt kunne konstatere at vores lille pige helst vil ligge med hovedet godt oppe under mine ribben. Og med benene strukket ud, op foran sig, så hun har ligget med fødderne over hovedet. Lidt mærkeligt og utrolig sjovt at se på billederne. Men det er sådan hun gerne vil ligge og har gjort siden uge 20. Det har så ikke ændret sig i løbet af graviditeten og som vi nærmer os termin skulle hun jo helst vende sig om, så hun kan komme ud med hovedet først. Det har dog ikke passet damen så vi fik en tid til et vendingsforsøg.

Læs også: En pludselig blødning

Jeg havde min mor med på selve dagen da min kæreste havde noget arbejde han ikke kunne slippe udenom. Og så forventede vi også bare at det ville være et helt almindeligt vendingsforsøg og så kunne jeg komme hjem og slappe af bagefter. Vi startede med at komme ind på en stue hvor jeg skulle ligge en halv time med et apparat på maven som skulle måle vores datters hjerterytme (som I kan se på billedet). Fuldstændig standard procedure. Men efter at have ventet over en time synes jeg umiddelbart ikke det var sådan rigtig sjovt mere. Der var dog kommet noget akut på fødegangen som lægen måtte tage sig af. Hvilket jo også er helt fair. Efter noget mere ventetid kom jordemoderen så ind og sagde at det ikke var sikkert vi kunne vende hende alligevel, men at vi ville komme over og tale med lægen om lidt.

Lægen havde imellemtiden læst min journal igennem og i samråd med en anden læge besluttet at et vendingsforsøg var for risikabelt pga navlestrengens placering. De var simpelthen bange for at komme til at rive den løs. Så meldingen blev at det kunne vi ikke og jeg måtte i øvrigt heller ikke føde en sædefødsel af samme årsag. Jeg må have set lidt mærkelig ud i ansigtet for lægen blev ret stille og så lidt trist ud, da hun stille konkluderede at det betød at jeg skulle have planlagt kejsersnit.

Det var lidt som at få en spand koldt vand i hovedet, når man nu går og forventer at skulle føde helt normalt. Jeg skal være ærligt at sige at jeg er lidt bange. Ikke sådan at jeg på nogen måde vil nægte. Men det er det her med det ukendte og at jeg ingen kontrol har over situationen. For hvis jeg skulle have født normalt, så ville jeg kunne påvirke processen selv. Men her skal jeg bedøves fra livet og ned og så er jeg ellers bare med på en kigger. Det føles lidt mærkeligt at tænke på. Men hun skal jo ud på den ene eller den anden måde. Og i denne omgang var det så med kejsersnit.

Læs også: Graviditet er ikke en dans på roser

Vi har fået en dato for det planlagte kejsersnit. Men den holder vi lige for os selv indtil alt er overstået. Det bliver lige pludselig meget personligt og lidt mærkeligt at man har en dato for hvornår man skal se sit barn for første gang. Men må indrømme at min planlægningsgen faktisk ret godt kan lide at være så forberedt som man trods alt kan til sådan et planlagt kejsersnit.

Følg mig via FaceboookBloglovin og Instagram @Frejjack

Share on
Previous Post Next Post

You may also like

No Comments

Leave a Reply