Follow:
Browsing Category:

Personligt

    Endelig Bachelor

    Som du måske har opdaget hvis du følger med inde på min Instagram @frejjack, så er jeg nu endelig officielt uddannet i Erhvervsøkonomi – Design og forretningsudvikling. Hold nu op en milepæl der nu er nået. Jeg har virkelig set frem til denne dag, og flere gange tænkt at det aldrig ville lykkedes. Så det er også grunden til her pludselig blev lidt stille herinde igen. Mine tanker har været et helt andet sted. Det føles stadig lidt som om der er noget jeg mangler. Da jeg gik på gangen på uni i går fik jeg helt dårlig samvittighed, men over hvad det ved jeg ikke. For der er i hvert fald ikke noget skolemæssigt som jeg kan have dårlig samvittighed over. Men sådan er det jo nok, til man lige vender sig til det.

    Måske er det udsigten til at starte på kandidaten efter sommerferien som giver mig lidt knuder i maven og dårlig samvittighed. Det er i hvert fald en ting som jeg også har brugt en del tid på at tænke over. Jeg er nok stadig bare lidt i tvivl om det er det jeg skal. Og når folk spørg trækker jeg nok også stadig lidt på det. Men jeg tænker at jeg giver det et skud. Hvis det viser sig ikke at være noget for mig alligevel, så kan jeg jo altid droppe ud igen. Og det værste der kan ske er jo at jeg lære noget.

    Men nu ser jeg bare frem til at skulle bruge søndag aften på de skønne mennesker i Fynske Influencers og at den i næste uge står på Tinderbox. Er der andre der skal på Tinderbox i år?

    Følg mig via FaceboookBloglovin og Instagram @Frejjack

    Endelig færdig og dog alligevel ikke

    Nu er jeg ved at være tilbage både her på bloggen og på min Instagram. Den der sorte bachelorsky skulle lige drive over, inden jeg igen havde overskud til noget. Men nu er det værste overstået og jeg mangler bare at forsvare sammen med min makker. Så om en lille måned kan jeg kalde mig Bachelor i Erhvervsøkonomi – Design og forretningsudvikling. Det er fanme mærkeligt at tænke på at jeg er færdig lige om lidt, men virkelig også rart. Dog er jeg ikke helt færdig for jeg har besluttet mig for at jeg skal læse videre på en Cand. Merc. Den jeg er kommet ind på er Cand. Merc. Management of Innovation Processes. Jeg har virkelig haft svært ved at beslutte mig for om det var det jeg ville, men nu er det endt sådan og så ser vi. Det er jo ikke sådan at jeg er tvunget til at læse den, hvis jeg finder ud af det bare ikke er mig alligevel.

    Men det er godt nok underligt at stå på tærsklen til at være færdig efter 3 år på uni, for så ikke at være det alligevel. Men sådan er det jo nogle gange. På den ene side er jeg også ret glad for at den kandidat jeg nu skal læse ligger i Odense så jeg ikke skal pendle mere. Men på den anden side har jeg også fået en masse skønne venner og veninder i Kolding, som jeg kommer til at savne ikke at have en hverdag med mere. Men jeg slipper dog ikke Kolding helt endnu. Jeg er nemlig stadig en del af HAU-bestyrelsen som holder til i Kolding og hvor vi holder møde en gang om måneden.

    Men nu vil jeg næsten holde sommerferie og glæde mig til de kommende festivaller og nyde at jeg har nået en stor milepæl i mit liv.

    Følg mig via FaceboookBloglovin og Instagram @Frejjack

    Stilhed

    Der har været temmelig stille herinde siden mit sidste indlæg. Men jeg tænker at det indlæg nok meget godt opsummere at jeg lige har trængt til en pause. Det fjollede er at jeg har rigtig mange ideer til indlæg som bare ligger og venter, men jeg har simpelthen ikke kunne finde tid og overskud til det på det sidste. Min bachelor tager efterhånden mere og mere af min tid, sammen med to jobs. Så der er stadig nok at se til. Men det er jo som sagt OKAY ikke at have energi til 1000 ting på en gang. Derfor får I lige en kort opdatering på hvad min påske skal bruges på og så bliver der forhåbentlig tid og overskud til at skrive nogle indlæg i påsken.

    Da første par dage i “påskeferien” er blevet brugt på arbejde og bachelor skrivning. Jeg har ikke skrivefri bare fordi det er påskeferie. Så jeg knokler videre, dog i lidt langsommere tempo end normalt. Når alle andre holder ferie (inkl. kæresten) så er det svært at finde energien til det. I dag er planen at jeg også skal skrive lidt, inden jeg skal til påskefrokost med mit arbejde. Fredag, søndag og mandag skal jeg bruge sammen med familien. De der påskefrokoster holder jo ikke sig selv. Og lørdag er jeg så ‘heldig’ at skulle på arbejde.

    Det var så den påske. Jeg kan allerede mærke nu at den kommer til at gå alt for stærkt. Og at de dage jeg tillader mig at holde fri, forsvinder hurtigt igen. Men sådan synes jeg nu altid det er. Nu vil jeg lave mig en kop kaffe og få sat mig ned og skrevet et afsnit til min bachelor. Inden jeg skal igennem den helt store tøjkrise. For jeg aner endnu ikke hvad jeg skal have på til den påskefrokost.

    Rigtig god påske til alle jer!

    Følg mig via FaceboookBloglovin og Instagram @Frejjack

    Det er okay

    Ofte kommer verden til at fremstå absurd perfekt, sådan at man næsten får lyst til at kaste op.
    Jeg er ikke på nogen måde perfekt, selvom det måske kan fremstå sådan. Jeg får tit spørgsmål fra andre om hvordan jeg altid kan have gang i 117 ting på en gang og have styr på det hele. Svaret er at det har jeg langt fra! Lige i øjeblikket har jeg ikke styr på en skid for eksempel. Jeg bruger alt for meget tid på alt muligt og glemmer ofte at lytte til min krop. Jeg slår mig selv i hovedet konstant over at jeg er bagefter og jeg ikke når alt det jeg gerne vil. Jeg løber rundt som om livet slutter lige om lidt, selvom jeg ingengang er halvvejs.

    Jeg er typen der simpelthen ikke vil gå glip af noget.

    Og det har jeg i øvrigt ikke fra fremmede.

    Min far er præcis lige sådan (det er derfor jeg kalder han manden med de 1000 hobbyer). Det er virkelig svært for mig at sige nej tak, ikke denne gang. For jeg vil så gerne, så meget.

    Min kæreste har været en del på kursus i den seneste tid, hvilket gør at han er væk i flere dage af gangen. De dage han ikke er hjemme fylder jeg til randen med opgaver og arrangementer, som om jeg ikke har tid til at nå det når han er hjemme. Men sandheden er nok at jeg fylder mine dage med 1000 ting for ikke at komme til at savne ham for meget. Og når han så ringer hjem om aftenen og vil snakke har jeg enten ikke tid fordi jeg lige skal ordne noget eller er så træt at jeg halvt sover i telefonen.

    Den evige do to liste gør det svært for mig at slappe af. Jeg har konstant ting jeg ikke når på den. Men måske er det fordi det simpelthen er fysisk umuligt for mig at nå 20 to do ting om dagen, når ingen af dem handler om hverken søvn, mad eller afslapning.

    Men efter et styrt på cykel for snart en måned siden er der bare ikke rigtig noget energi at tage af. Jeg har konstant ondt i ryggen og hovedet, hvilket gør at jeg for det første ikke sover om natten. Og for det andet er så træt i løbet af dagen, at når vi når til kl 20, så er jeg stort set faldet i søvn. Det har fået sat tingene lidt i perspektiv. For jeg er simpelthen nødt til at passe lidt på mig selv.

    Derfor er jeg nødt til at sige til mig selv AT DET ER OKAY ikke at have overskud altid. DET ER OKAY ikke at nå alle 20 ting på to do listen, og måske endda skære dem ned til 5. DET ER OKAY at være træt og måske lidt ked af det nogle gange, for mennesker er ikke perfekte (selvom vi tror det). DET ER OKAY at sætte sig selv først og være egoistisk nogle gange. Og frem for alt SÅ ER DET OKAY at lytte til hvad ens krop siger.

    Følg mig via FaceboookBloglovin og Instagram @Frejjack

    Mit ord for 2018

    Jeg har lige skulle tage tilløb til at skrive dette indlæg. Både fordi jeg synes det er lidt svært at sætte ord på mine tanker om det, men også fordi der har været så meget andet omkring mig som har krævet min opmærksomhed.

    Da jeg hørte Martiny podcast igår satte det nogle tanker i gang hos mig, da Emma tager lidt det samme emne op og for sat nogle ret fine ord på sit ord og sine mål for det nye år. Så nu lytter jeg lige til det igen, bare fordi at Emma er enormt inspirerende at lytte til.

    Jeg har haft en del forskellige tanker omkring mit ord for 2018, og har haft mange forskellige ord oppe at vende. Jeg overvejede meget længe om det skulle være ‘courage’. Der ligger mange ting i det ord som ville have stor betydning for mit 2018. Både fordi jeg bliver færdig med min BA og der dermed ligger mange muligheder foran mig. Men jeg har nok mere brug for at fokusere på mig selv og hvad jeg kan se mig selv i og måske også passe lidt på mig selv.

    Derfor er mit ord blevet: OMTANKE

    For mig har dette ord mange betydninger. Det handler både om at jeg skal have omtanke for mig selv og huske at trække vejret og lige passe på mig selv. Men også at have omtanke for mine nærmeste og bruge noget mere tid sammen med mine venner og familien, fordi det simpelthen også giver mig mere energi at være sammen med dem. Derudover så tror jeg at det er sundt for mig lige at bruge lidt tid på at overveje hvad jeg siger ja til og hvad jeg begiver mig ud i, inden jeg bare kaster mig ud i det. Giver det værdi for mig i sidste ende eller er det et quickfix at jeg gør det her. Og så kan jeg mærke at spørgsmålet om en kandidat uddannelse stadig kræver en del tanker, selv om der efterhånden ikke er så meget tid at løbe på mere.

    Herudover kunne jeg godt tænke mig at blive bedre til at overveje hvad jeg putter i munden. Både på den måde om det er godt for min krop, men også om det er godt for miljøet. Det er ting som jeg ikke altid er så god til at få tænkt over og som jeg rigtig godt kunne tænke mig at bliver bedre til. Vi har også snakket meget om herhjemme at blive bedre til at købe økologisk og eftersom at kæresten er begyndt at arbejde er derfor er der også større råderum til det. Men det skal ikke ses som en streng linje som jeg skal følge, der skal være plads til at købe bland-selv-slik og kage. Men jeg vil bare gerne være bedre til mærke efter om det virkelig er det jeg har lyst til eller om jeg måske ville have det bedre hvis jeg spiste noget andet. For tit ender jeg med at spise noget som min krop bagefter måske ikke var sådan 100% tilfreds med.

    Jeg vil nok i bund og grund gerne blive bedre til at passe på mig selv og sætte mine behov før andres. Noget jeg ikke altid er særlig god til. Det lyder mega egoistisk og det er det sgu nok også. Men jeg tror også at man skal have det godt og passe på sig selv, inden man kan gøre det for andre. Og det har jeg simpelthen ikke været ret god til. Jeg hopper tit ud i noget fordi det bare lyder fedt, men tænker ikke over hvad det har af konsekvenser for mig selv i den sidste ende. Hvilket har resulteret i en meget træt og ugidelig Freja igennem en lang periode. Mit håb er at 2018 bliver det år jeg kan se tilbage på og sige det her år var godt for mig på mange forskellige parametre og jeg huskede mig selv i processen.

    Nu blev det næsten sådan helt højtideligt og det var ikke meningen. Jeg håber det måske har været med til at sætte nogle tanker igang hos jer og jeg vil meget gerne høre hvis der er andre som har valgt et ord for året?

    Følg mig via FaceboookBloglovin og Instagram @Frejjack